At føle dig skyldig for at spise, når du er sulten, svarer til at føle dig skyldig for at trække vejret, når dine lunger har brug for oxygen

De typiske kendetegn ved anoreksi

En stemme som siger: “Hvis du spiser den sandwich, så tager du på. Hvis du tager på, så bliver du ulækker. Og hvis du bliver ulækker, så har folk ikke længere lyst til at være sammen med dig, og så er du ikke værd at elske.” Den stemme er lyden af en anorektisk stemme. Og den stemme siger udelukkende forfærdelige ting om dig, fordi at en spiseforstyrret stemme kun har et mål: Nemlig at gøre din mindreværd værre, ved at nedgøre dig på alle tænkelige måder. Det kan godt ske, at en person som er på slankekur, lider af anoreksi, men det er sjældent tilfældet. For den centrale forskel på slankekure og anoreksi er, at en slankekur er et valg, du træffer, fordi du ønsker at gøre noget godt for din krop. Anoreksi er ikke et valg, men derimod et våben, som bruges til at undgå at være i kontakt med svære følelser. Jo længere tid du lider af anoreksi, jo længere væk kan du opleve at komme fra dine følelser, og som tiden går, så får maden mere kontrol over dig. Når du lider af anoreksi, så har du en stemme indeni, som fortæller dig, at du er ikke god nok og ikke er tynd nok, og den stemme har du aldrig fred for. Stemmen gør, at du ikke frit kan vælge, hvad, hvornår og hvordan  du skal skal spise, og når du prøver at få fred for stemmen, og gå imod den, så kommer den hurtigt tilbage. 

Alarmklokker ved anoreksi:

  • Søvnforstyrrelser, ofte i form af søvnløshed
  • Øget fokus på træning
  • Udeblivelse af menstruation.
  • Social isolering er ofte en konsekvens af anoreksi, særligt når arrangementer indebærer mad.
  • Frygt for at øge i vægt.

“Alle mennesker kan svinge et kilo i vægt, som dagen går. Men når anoreksien har godt fat, så kan 100 grams vægtøgning være lig med en katastrofe, som aldrig må indtræffe. Jeg vil hjælpe dig med at komme ind til din kerne, hvor du har lyst til at få det bedre. For kernen er inde i dig, og du kan finde den.

Behandling af anoreksi

Jeg har en overbevisning om, at alle mennesker er smukke mennesker, og det er en af de ting, jeg vil åbne dine øjne for, hvis du vælger at få behandling af anoreksi hos mig. Den spiseforstyrrede stemme siger mange usande ting om dit udseende, når du har anoreksi. Uanset hvor kort tid, eller hvor lang tid, du har lidt af sygdommen, så skylder du dig selv, at få den rette behandling af anoreksi. I mine seks år som behandler af spiseforstyrrelser på et dagsafsnit, blev jeg dagligt konfronteret med mennesker, som ventede med at søge hjælp indtil de var nået dertil, hvor anoreksien var begyndt at styre hele deres liv.

En anden ting jeg blev konfronteret med var, at en behandling hvor vægten er det altoverskyggende fokus, ofte gør mere skade end gavn. Når vi arbejder med din spiseforstyrrelse, så vil du aldrig opleve at blive reduceret til et tal på en vægt. Aldrig. Det fortjener ingen. Jeg vil hjælpe dig med at etablere et balanceret forhold til mad, da det er vigtig. Men en spiseforstyrrelse er et symptom på en psykisk smerte. Derfor er fokus på maden, kun en side af forløbet i min behandling af anoreksi. Den anden side er den, hvor vi sammen får dig et sted hen, hvor du får bearbejdet de følelser, som din spiseforstyrrelse udspringer af, så du på sigt kan komme derhen, hvor du spiser det, du har lyst til med god samvittighed. Jeg hjælper dig til at komme derhen, hvor du kan slutte fred med din mad.